Presse

Nyhed 31. juli 2018

Rasmus går fra nybagt EUX-student til automationsteknolog

Knapt nok er studenterhuen sat på 22-årige Rasmus, før den drevne unge mand fortsætter studierne. Han starter nemlig på uddannelsen til automationsteknolog i Hedensted efter sommerferien. I artiklen fra den 24. juli kan du læse mere om Rasmus valg (Efter artiklen er skrevet har Rasmus fået godkendt sin ansøgning om optagelse på uddannelsen) https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/rasmus-gaar-fra-nybagt-eux-student-til-automationsteknolog/

 

Pressemeddelelse 23. maj 2018

Stor interesse for uddannelse til automationsteknolog

Omkring 40 interesserede blev i går en hel del klogere på uddannelsen til automationsteknolog. Ved et arrangement på Kjærgaard A/S fortalte Erhvervsakademi Dania nemlig om selve uddannelsen, og man kunne se robotter i Kjærgaards produktion. Flere fik også en snak med virksomhederne Velux og Eltronic, der ligesom Kjærgaard helt konkret står og mangler medarbejdere med forstand på robotter og automatisering.

Uddannelsen kan tages flere steder i landet, men i Hedensted bliver der et særlig tæt samarbejde med virksomhederne. Hver enkelt elev ansættes i en virksomhed og er tilknyttet den under hele uddannelsen. I praktikperioden får man løn ud fra en individuel forhandling.

Man kan søge om optagelse frem til den 5. juli. Læs mere her på siden.
På et af billederne ses en af Kjærgaards speedwaydrenge. En gruppe unge ansatte danner et speedwayhold, og de benyttede lejligheden til at vise cyklerne frem og fortælle om, hvordan det er at arbejde hos Kjærgaard.

      

 

Pressemeddelelse 22. maj 2018

New Yorker-stil lokaler skal huse ny automations-teknologuddannelse

Stor glæde hos både Erhvervsakademi Dania og Hedensted Kommune over fantastiske lokaler til den nye automations-teknologuddannelse. Et spændende innovationsmiljø er i støbeskeen.

Læs hele pressemeddelelsen på Erhvervsakademi Danias hjemmeside

 

Pressemeddelelse 5. maj 2018

Lokal mand i spidsen for ny uddannelse i Hedensted

Kim Bundgaard Jensen er ansat som studiekoordinator på Erhvervsakademi Danias nye automationsteknologuddannelse, der åbner i Hedensted til sommer. Han har arbejdet med styringssystemer i 15 år, heraf fire år hos Siemens, er teknologisk og digitalt velfunderet og kommer fra en mindre automationsvirksomhed i Vejle. Som specialist i automationsteknologi er han den rette mand til at kickstarte uddannelsen.

Det er første gang, at Kim Bundgaard Jensen prøver kræfter med undervisning, og han glæder sig til at gøre en forskel ude blandt mennesker i stedet for bag en computer.

”Jeg ser frem til at stå i spidsen for en flok unge mennesker, som ønsker at uddanne sig til automationsteknolog. Det er et spændende fag med rigtig gode fremtidsmuligheder. Som kontaktperson vil jeg i samarbejde med blandt andre lokale automationsvirksomheder skabe nogle stærke praktikpladser, der giver vores unge mennesker en solid start på karrieren”, forklarer den 41-årige midtjyde.

Han er gift og sammen har de fire sammenbragte børn, som alle bor i Hedensted. Han er født og opvokset i Løsning og er dermed en lokal mand på den nye post. I fritiden kalder mountainbiken og fitness.